Komponisten og anmelderen

Kronik i Politiken den 24.9.1999
af
John Fellow

I den ældre Carl Nielsen-litteratur spiller Politikens musikanmelder Charles Kjerulf en væsentlig rolle. Ikke blot var Kjerulf til sin død i 1919 den toneangi-vende Københavnske musikkritiker og -skribent og altså en faktor, som ingen komponist, der ønskede at slå igennem, kunne komme udenom, Kjerulf havde også et særligt forhold til Carl Nielsen, som han dels viste stor opmærksomhed lige fra hans første værker fremkom i halvfemserne, dels i mange år havde svært ved at følge, og hvis musik han kunne sammenligne med så ubehagelige fænomener som blodpropper, åreknuder og iskias, og da han endelig i 1916, efter den anden opførelse af den fjerde symfoni, Det uudslukkelige, overgav sig fuldstændig og uforbeholdent, bekendte han det i sin avis med følgende ord: “De to Janus-Ansigter, der hidtil har været Carl Nielsens mærkelige kunstneriske Fysiognomi: en barnlig-naiv og en næsten fortrukket, overklog Sokrates-Maske - for første Gang falder de sammen til ét kunstnerisk Aasyn: Carl Nielsens eget. Dette er hverken mer eller mindre end en Begivenhed i dansk Musik.”

Charles Kjerulf

Det siger noget om Kjerulfs betydning i datidens musikliv, at man siden har kunnet datere Carl Nielsens endelige og fuldstændige gennembrud som sin generations betydeligste danske komponist til denne “begivenhed”. Derefter kunne der nok, især i sidste halvdel af tyverne, komme negative udtalelser om hans nyere værker, men hans position som den førende, som den alle talte om, som den man henvendte sig til med æresbevisninger, bestillinger og tillidshverv, kunne ikke længere rokkes. Historien er imidlertid andet og mere end historien om en markant anmelder, der får en åbenbaring og overgiver sig, og en kunstner, der endelig opnår den anerkendelse, han fortjener. Bag “begivenheden” ligger der en af de voldsomste konflikter, som det københavnske musikliv har lagt skueplads til, efterfulgt af en overraskende tilnærmelse på det private plan imellem Carl Nielsen og Charles Kjerulf, som under konflikten havde været hinandens modstandere.

Kjerulf, der var søn af en lotterikollektør i København og født i 1858 og altså syv år ældre end Carl Nielsen, var ikke blot anmelder, men lidt af en musikkens altmuligmand, komponist i den lettere genre, oversætter og dirigent, arrangør af fester og forestillinger, og ikke mindst var han i denne forbindelse forenings- og organisationsmand. Det var således Kjerulf, der tog initiativet til dannelsen af Dansk Tonekunstnerforening, der blev stiftet på Niels W. Gades fødselsdag den 22.2.1903, og her tager konflikter sin begyndelse.

Der er ingen tvivl om, at Kjerulf samlede nogle tråde, som lå parat i tiden. Musiklivets organisationer og dets ledende mænd bakkede hans initiativ op, og Tonekunstnerforeningens første bestyrelse kom til at bestå af de store navne, der i forvejen sad på indflydelsesrige poster: komponisten professor Otto Malling fra musikkonservatoriets bestyrelse, komponist, organist og formand for Dansk komponistsamfund Gustav Helsted , koncertmester i Det Kongelige Kapel Anton Svendsen og komponisten Vilhelm Rosenberg, der havde været en af initiativta-gerne til Dansk komponistsamfund, og så naturligvis initiativtageren selv, som i den ny forening blev anbragt/anbragte sig i den dominerende og afgørende position som foreningens sekretær.

En mærkesag i Tonekunstnerforeningen var oprettelsen af en understøttelses-fond, og bag det meste af hvad foreningen foretog sig i de første år, stod bestræbelserne på at skaffe penge til denne fond. Kjerulfs kongstanke var annoncebladet “Programmet”, som han med et anonymt konsortium i ryggen tilbød at udgive til fordel for foreningens understøttelsesfond, således at overskuddet tilfaldt den, uden at foreningen skulle have ansvar for bladet eller løbe nogen økonomisk risiko. Han fik bestyrelsen med sig, og den godkendte et arrangement, der indebar, at Kjerulf flyttede til en stor lejlighed på Vestre Boulevard (i dag H.C. Andersens Boulevard) ved siden af det ny musikkonserva-torium, som på dette tidspunkt var under opførelse her, og at Tonekunstnerfor-eningen lejede lokaler af Kjerulf til kontor, bibliotek og læsestue.

På disse vilkår begyndte “Programmet” at udkomme i efteråret 1904. Over-skuddet til foreningen udeblev imidlertid år efter år, og en opposition med ingen ringere end komponisten P.E. Lange-Müller i spidsen meldte sig meget hurtigt. Det lykkedes Lange-Müller at sandsynliggøre, at Kjerulfs og konsortiets oplysninger om “Programmet”s regnskab ikke hang sammen, og det udviklede sig til hele serier af ekstraordinære generalforsamlinger, men til syvende og sidst mobiliserede bestyrelsen hver gang sit flertal og forsvarede udadtil sine gerninger. Indadtil forsøgte den at imødekomme kritikken f.eks. ved at ændre på formulerin-gen på “Programmet”s titelblad af tilknytningen til Tonekunstnerforeningen, og i hvert fald Anton Svendsen talte i bestyrelsen for, at man måtte forberede, at man kunne gøre sig fri af “Programmet”.

I foråret 1907 var bestyrelsen og foreningen så lammet, at mødeaktiviten helt holdt op, og flere bestyrelsesmedlemmer meddelte hinanden skriftligt, at de ikke ønskede genvalg til næste generalforsamling. Også Kjerulf læste omsider skriften på væggen og meddelte, at han ikke opstillede, og at han derfor så sig nødsaget til at opsige foreningen de lokaler, som den havde lejet af ham. Hans begrundelse var, at flere prominente medlemmer havde meldt sig ud af foreningen, og at han kunne se på udmeldelsesdatoerne, at de stod i forbindelse med, at han havde skrevet kritisk om deres koncerter; han kunne derfor ikke forsvare at blive som foreningens sekretær, men var skuffet over, at medlemmerne ikke var så modne, at de kunne adskille hans rolle i foreningen fra hans arbejde som anmelder!

Sideløbende havde en ny oppositionsgruppe holdt møder med henblik på at forberede en overtagelse af foreningen, og på generalforsamlingen i foråret 1907 stillede denne gruppe med Carl Nielsen i spidsen op og blev valgt til ny bestyrelse. Gruppen bestod af yngre, mere aktive folk, og den mødte direkte med et program, der skulle gøre foreningen mere fagligt orienteret og - uden at nævne navnet - gøre op med arven efter Kjerulf. Begge dele lykkedes, for så vidt som det var i denne bestyrelses tid, Tonekunstnerforeningen f.eks. opnåede indstillingsret ved kultusministeriets uddeling af understøttelser og stipendier på finansloven, og det også lykkedes, omend med stort besvær og efter lang tid, at få foreningens navn helt fjernet fra “Programmet”. Men også Carl Nielsens bestyrelse kørte fast og aftrådte pludseligt to år senere på en tumultarisk generalforsamling, hvor medlemmerne ønskede at benytte foreningen i kampen imod endnu en anmelder, nemlig Robert Henriques, der skrev i Vort Land, og som mange følte sig generet af. Carl Nielsen og bestyrelsen led nederlag på den holdning, at et sådant spørgsmål lå uden for foreningens område, eller som Carl Nielsen senere formulerede det: “... man må lade Pressen have lige og fri Adgang til at skrive hvad den vil, thi Sandhedens Kærne ligger midt imellem eller helt udenfor dens Omraade.”

“Programmet” blev imidlertid ved med at udkomme, og hovedmanden bag det var, selv om han i kampens hede havde meddelt, at han fratrådte bladet, stadig Kjerulf. I efteråret 1909, da sagen ellers var afsluttet i Tonekunstnerforeningen, blussede den pludseligt op i fuld offentlighed. Utilfredsheden skyldtes nemlig ikke blot det betænkelige forhold, som annoncebladet havde haft til Tonekunst-nerforeningen, men også den rolle, det spillede i hovedstadens koncertliv, hvor bladet ved så godt som alle koncerter blev solgt som omslag til koncertprogram-met, og mens de optrædende kunstnere tidligere selv havde stået for både udgifterne ved fremstilling af programmer og indtægterne ved salget af dem, og programsalget således normalt var en indtægtskilde for dem, så optrådte annoncebladet “Programmet” nu kun som en udgift på kunstnernes afregning med koncertarrangøren, og de to store koncertarrangører, Wilhelm Hansens Musikforlag og Nordisk Musikforlag, lagde direkte pres på de optrædende, hvis de havde indvendinger mod “Programmet”, og det var jo heller ikke klogt for en kunstner at lægge sig ud med den toneangivende anmelder!

Ludwig Wüllner

Den tyske verdensberømte sanger Ludwig Wüllner var imidlertid ikke til sinds at rette sig efter andegårdens specielle ordninger, og da hans forretningsfører og akkompagnatør fortalte en af Wüllners danske beundrere, sanglærer Kaj Bendix, om pressionen, de blev udsat for, så indledte denne den offentlige debat og polemik, som samtiden døbte Wüllner-striden, men som handlede om “Program-met” og Kjerulf. Bendix mente ligefrem at kunne vise, at der var en sammenhæng imellem Wüllners modstand mod “Programmet” og Kjerulfs anmeldelser af hans koncerter, idet Kjerulf fra begyndelsen havde været positiv, men var blevet mere og mere negativ efterhånden som Wüllner nægtede at lade “Programmet” sælge ved sine koncerter i København, og Bendix’ erklærede hensigt var “at faa denne kritikers dobbeltforhold overfor vort musikliv bragt til ophør.”

Kjerulf kaldte Bendix løgner og æreskænder, og han satsede tydeligvis på at afspore sagen ved at få ham til at anlægge injuriesag mod sig. Andre fulgte Bendix’ initiativ op, og polemikken løb i mange måneder. En gruppe i Tonekunstnerforeningen med sanglærer Viggo Forchhammer og Carl Nielsen i spidsen ønskede, at der skulle indledes en undersøgelse af Kjerulfs og “Program-mets” forhold, og i samtaler med Politikens chefredaktør Viggo Cavling forsøgte de at få Kjerulf fjernet fra sin indflydelsesrige post ved bladet. I debatten var “Programmet” endog blevet sammenlignet med disse års varmeste sag, nemlig justitsminister Albertis økonomiske transaktioner, som netop Politiken kraftigt havde bidraget til at der kom fokus på, og selv om det netop ikke lykkedes at få Kjerulf fjernet som anmelder, så fik man dog Cavling til at love, at han ville befale Kjerulf at vælge enten “Programmet” eller Politiken, og det endte med, at “Programmet” i første omgang overgik til et nyt konsortium.

Dermed var angrebene på det uheldige annonceblad imidlertid ikke forbi. Kritikken rettede sig også mod det æstetiske fænomen “Programmet”. Vi, der det meste af et århundrede senere har opgivet ethvert forsøg på at begrænse reklamernes forurening af vore fysiske rum og vor kollektive bevidsthed, og som tager det som en selvfølge, at der til ethvert koncert- eller teaterbesøg hører, at vi betaler for et program, der i lige så høj grad er en reklamepublikation, må naturligvis have svært ved at forstå den fundamentalisme, man gik frem med i begyndelsen af århundredet, men faktisk skrev Carl Nielsen i sit eneste offentlige indlæg i striden: “Koncertgiverne bør nu helst fri deres Tilhørere fra dette Annoncehefte, der ingen Berettigelse har, men kun virker forstyrrende ved sine Reklamer, Fotografier og Karikaturbilleder. Under al anden Kunstdyrkelse gør man, hvad man kan, for at Omgivelser og ydre Fremførelse kan komme nogenlunde i Harmoni med Værker og Præstationer. Paa Udstillingerne sørges der for, at Malerier, Skulpturer og andre Genstande ikke skader hinanden ved forkert Ophængning og Opstilling, i Teatrene - som desværre ikke alle kan siges fri for smagløse Reklame-Programmer - slukker man Lysene, saasnart Forestillingen begynder, og al Læsning er henvist til Mellemakten. Da dette ikke godt er muligt i en Koncertsal, maa man være dobbelt agtpaagivende overfor alt, hvad der kan distrahere. Jeg har engang grebet mig selv i under Udførelsen af en af Beethovens Kvartetter ved det eminente Brysseler-Ensemble, altsaa under Nydelsen af den højeste Musik i den fortræffeligste Gengivelse at lade mit Blik fange af et af disse Reklamehefters Illustrationer - saa vidt jeg mindes Hr. Cornelius til Hest. Altsaa: bort fra Koncertsalene med dette hæslige Omslag ...”

Det kunsten uvedkommende omslag, “Programmet”, lykkedes det faktisk kritikerne at få fjernet helt fra det københavnske musikliv dengang i 1910, men da havde det også været et uroelement i miljøet i mere end seks år, og det havde sået splid imellem mennesker, så de ikke længere kunne være i stue sammen og tale sammen, og de sår striden gav er måske en forklaring på, at blot henvisninger til den er så godt som fraværende i musiklitteraturen, og at man skal til Tonekunst-nerforeningens forhandlingsprotokoller på Rigsarkeivet for at få hul på bylden og øje på spliden. Tonekunsnerne tog på endnu en ekstraordinær generalforsamling, der formodentlig først og fremmest gav yderligere næring til den interne strid, afstand fra Kjerulfs Wüllner-kritik og “udtalte Tilfredshed med”, at hr. Kjerulf omsider havde “indset det mislige ved med sin Virksomhed som offentlig Musikanmelder at forbinde Stillingen som Udgiver af Reklameheftet “Program-met”.“ Kaj Bendix førte til syvende og sidst alligevel injuriesag mod Kjerulf - og vandt. Retten bekendtgjorde, at Kjerulf havde været knyttet til og interesseret i “Programmet” længe efter, at han havde påstået, at han var ude af foretagendet, og den gav Bendix medhold i, at han havde været berettiget til at fremdrage forholdet for offentligheden, og at han altså ikke var løgner og æreskænder, selv om det ikke kunne bevises, at Kjerulfs kritik af Wüllner havde sammenhæng med hans forhold til “Programmet”.

Det allermest bemærkeslesværdige er måske, at Carl Nielsen og Kjerulf kom på talefod med hinanden allerede året efter, og at der altså går en personlig tilnærmelse forud for Kjerulfs omvendelse i 1916. Den bevarede brevveksling tyder på, at det var Carl Nielsen, der tog initiativet, og nu hed det ikke mere, at sandhedens kærne ligger helt uden for pressens område, men at det var på tide “at de to Parter holdt op med at skule underlig impotent til hinanden”, de skulle nu “hellere vandrede Arm i Arm uden derfor at opgive sine egne Meninger.” Med den viden er det vanskeligt at undlade at stille spørgsmålet, om Carl Nielsen mon direkte skulle have tænkt, nu da det ikke lykkedes at komme af med Kjerulf, at der måtte være andre måder at besejre kritikken på. Det var næppe først og fremmest komponisten, der havde brug for anmelderen, men den kongelige 2. kapelmester, der i disse år forsøgte at stille sig i position til den situation, der ville opstå, når den konstant sygemeldte 1. kapelmester Frederik Rung snart kunne forventes at fratræde. Den manøvre lykkedes som bekendt ikke for Carl Nielsen. Det blev komponisten, der sejrede over den kongelige embedsmand - og som fik Kjerulfs hjælp til det!

John Fellow: Da danske musikere var blevne til børn igen, Fund og forskning bd 38, Det Kongelige Bibliotek 1999, s. 201 - 290.