John Fellow: Carl Nielsen, Vienna and the European Turning Point.

Summary:
This article concerns the two visits that the composer made to Vienna.

The first took place on Carl Nielsen’s second journey abroad in 1894, on which in many ways he attained a personal clarification, for example in his relationship to Wagner, and on which he visited – and described the event – Brahms. On his second visit in 1928, Carl Nielsen was at the high point of his life, both the musical ambassador of his country and a modern isolated composer, and the reason for his visit to Vienna was as a judge in the international Schubert competition.

Back in his early childhood on Funen, the Viennese classics had had a special place in Carl Nielsen’s universe, and not least Mozart had played a special role in his break-through that resulted in his comic opera Maskarade. An analysis of the relationship between the opera and the work on which its libretto is based, Holberg’s eighteenth century comedy, and of the relationship between eras of the comedy and the opera clarifies the meaning of the opera and exemplifies the particular modernism that allowed – or directly forced – Carl Nielsen to compose both folk-style songs and modern concert music.

In Carl Nielsen the turning point of modernism went hand in hand with a paedagogical effort, an there is a noteworthy similarity between Carl Nielsen’s diagnosis of his times and the depiction of the dissolution of values that the poet philosopher Hermann Broch was engaged on in Vienna during the composer’s last visit to that city.

The article is based in large part on not previously used material.


 

 Uddrag af anmeldelse i Berlingske Tidene:

Nielsen og den vide verden
… Her kan østrigerne og andre interesserede læse forfatteren John Fellow Larsens 50-siders introduktion til Carl Nielsens musik i internationalt perspektiv, og også for Nielsens landsmænd er den ekstraordinært god at få forstand af.

For i det traditionelle, snævert danske Nielsen-billede, er han typisk blevet fremstillet som – og det er ikke meget karikeret – det store, nationale bolværk mod alt hvad der er fremmed, kultiveret og ufolkeligt, proletarsønnen fra den fynske muld der bragte sin særligt nordiske og frem for alt dansk-provinsielle karskhed, blufærdighed og oprindelighed med ind i kunstmusikken. Og det hvad enten det – for at tage et par eksempler af nyere dato – er den ekskommunistiske filminstruktør Erik Clausen eller teologen og åndshistorikeren Jørgen I. Jensen, der har skildret ham.

Derimod fremstiller Fellow Larsen i sin artiakel, hvordan Nielsen i sin musik formår at nå ud over den særligt deprime danske nederlagsstemning sidst i forrige århundrede, det forfatteren Herman Bang døbte ”Sårfeberen fra Dybbøl”. Hvilket man ved selvhør kan konstatere er dækkende, hvad Nielsens udadvendte, ekspansive tonesprog angår. Men samtidig er der ingen tvivl om, at ”sårfeberen” og al dens iboende anti-germanisme, mindreværdsfølelse og provinsnostalgi også har overlevet i bedste velgående, og bidraget til en snævert nationalistisk udlægning af Nielsens musik, som ikke nødvendigvis er særlig dækkende.

Til gengæld kan det traditionelle Nielsen-billede meget vel have været medvirkende til hans manglende udbredelse i det tyske sprogområde. For helt ærlig: hvis De var musiker i Berlin, München eller Wien, hvor alvorligt ville De så tage en komponist, der blev ført frem som den ultimative bondeknold der skulle værne sine landsmænd mod alverdens tyske ondskab?

Men heldigvis er sandheden om Carl Nielsen andet og mere ned symfonisk Morten Korch. Fellow Larsen skildrer udførligt, i hvor høj grad Nielsen var påvirket af internationale strømninger, jævnligt traf sammen med europæiske kolleger, løbende interesserede sig for og respekterede også sin tids mest avancerede musik som hos tolvtonemusikkens skaber Arnold Schönberg. En særlig herlig pointe hos Fellow Larsen er, hvordan selv noget så angiveligt ærkedansk og folkeligt som Nielsens danske sange, nok så meget har rødder i det – finkulturelle – tyske sværmeri for folkeligheden hos f.eks. J.A.P. Schulz. Ikke engang ”Jens Vejmand” kan sige sig fri for tyske rødder …

Det er for en gangs skyld Carl Nielsen ikke i rollen som Danskeren med stort D, som i Drude Dahlerup, der fremstilles her, tvangsindlagt til den mægtige nationalromantisk-grundtvigianske maskerade, men derimod Nielsen som international musiker midt i verden.

Derfor er Fellow Larsens artikel så god en introduktion som tænkes kan, og et tigerspring fremad for at se Danmarks nationalkomponist i en på enhver måde større sammenhæng. Som nok så meget turde være stedet, hvor han har fremtiden for sig.
Jacob Levinsen, Berlingske Tidende